Jeg fundere over kvælden der er gået. Hvorfor folk kan være så følelseskolde og hvorfor ”venner” kan være som kødædende blomster på en billedskøn sommereng.

Jeg havde mit livsvejs værste oplevelse desforinden i dag, hvor jeg var ude at spise sushi med 2 af mine såkaldte ”gode” kollegaer. Jeg filosoferer bestandig på af hvilken årsag de begyndte at opføre sig som de gjorde – er det noget jeg har fornævnt? Eller er det in puris naturalibus fordi jeg udfordrede dem med mine franske udtryksmåder, at de blev lidt ”offencé”?

Aftenen gik på vingerne med at vi jollede direkte fra arbejde til en aleatorisk sporadisk sushi restaurant i Horsens, hvor den ene embedsbroder (Lad os kalde ham Morten) mente at man kunne få noget af det bedste sushi i midtjylland. Jeg sagde selvfølgelig ja, da jeg elsker at være i assemblé med gode venner og kollegaer.

Til min elysæiske overraskelse skulle en anden kollega med (Lad os kalde ham Søren) – hvilket igen passede mig fabelagtigt. Han er stadig ny i den afdeling jeg sidder i, men han virkede som en charmant fyr der er klar på sjov og fanske gloser.

Fra vi ankommer til restauranten og til vi vralter igen, er min mnemoteknik desværre en smule blisset.. Jeg ved ikke om det var ud fra den betragtning at mine tanker kørte rundt i mit hoved hvor jeg reviderede at abstrahere fra de offensive anbringender de havde om min bil eller om det var fordi min sjæl evigtgyldig stod på parkeringspladsen.

Men for at i kan følge lidt med, får i her et illustration af vores ekstravagante forret:

Jeg ved at jeg er lidt larmoyant til tider, men behøves de virkelig nedtale mit franske så voldsomt? ”Il justifie toutes les envies” Tror ikke der er mere at sige om det. Men beklagelsesværdigt var det.

Gang på gang sad jeg her, med 2 mænd jeg formente var mine dusbrødre og slog med forbavselse mig over at de kan være så hjerteløse og sidde og nedtale mig sådan at alle folk på den fine restaurant kunne høre på det. Jeg tror det hviler til grund i deres barndom, hvor de tydeligt har haft nogle stridsspørgsmål med deres mor, hvilket betyder at de desværre nok har tabt sæben i livet.

Jeg sad og blev mere og mere ked af det, da hovedretten kom, der så således ud:

Under hovedretten erindre jeg at ”Søren” fortalte en af hans livserindringer om hvor vidt han bruger wasabi som øjendråber for at rense ud i hans sjæl. Naiv som jeg var, prøvede jeg selvfølgelig hans dejlige forslag..Wasabi direkte i venstre øje.. Hvad kan man sige. .Jeg er himmelhenrykt for at jeg havde et internal shield på mit øje, der gjorde at jeg stadig kunne køre hjem – men hvad får normale fornuftsvæsener til at sky til sådanne demarcher? Selv Freud ville give op over for disse 2 sørgelige mennesker ”Je suis désolé pour eux”.

Det hele endte så med en køretur på 45 minutter til Kolding igen, hvor jeg grædte invendigt.. Knust på sjælen og såret i mit sårbare sind.

No Comments »